Hilsen nr 42
Så fløj 2023 afsted og vi nærmer os årets afslutning og dermed tiden til at se tilbage på et indholdsrigt år for familien Petersen.
Cathrine:
Cathrine er nu 19 år og går i 3G på Katedralen her i Aalborg. Til sommer bliver hun student og så er det for alvor slut med at have børn i skole-universet. Den første halvdel af året gik fritiden meget med teater på det teater-talent kursus, hvor hun skulle afslutte i løbet af foråret. Der gik meget tid om eftermiddagen og det var meget stresset, da hun også samtidig skulle jonglere tiden mellem skole, arbejde på Starbucks og venner. Det hele kulminerede i en flot forestilling (hvor vi publikum ikke fik indtryk af stress 😊) – en version af Shakespeare’s Romeo og Julie, som de selv havde iscenesat – meget imponerende.
I sommerferien fik hun et job som rejseleder for en gruppe amerikanske fodboldspillere, som fløj til Danmark for at være med i en fodboldturnering i Gøteborg. Så hendes job bestod i at hjælpe dem alt det hun kunne fra de landede i København og til de tog afsted igen. Så hun var i tivoli med dem, med hele vejen i bussen til Gøteborg og rundt der og tilbage igen – i alt 10 dage. Masser af fart på, men gode oplevelser og god løn 😊
Nu fortsætter hun som nævnt i 3G og er også blevet valgt til elevrådsformand – så hun har nok at se til udover at hun arbejder, går til samspil, synger i kor og ser venner. Næste år byder på sabbat år for hende, og planerne er mange – men først skal der lægges en plan for at tjene penge, så de kan realiseres.
Året har også budt på lidt rejser for hende. I sommerferien var hun nogle dage i Berlin med nogle veninder – de lånte mormors bil og kørte selv. I løbet af efteråret tog hun til New York med en god veninde og de havde en fantastisk tur – efter de skiftede 8-sengs vandrehjemsværelset ud med et hotelværelse, hvor de havde eget bad og toilet 😊
Christian:
Christian har haft et anderledes år i år. Han går stadig på universitetets Medialogi uddannelse, og er uroligt glad for det. Som I ved, så har han tumlet med depression og angst, og det kulminerede tidligere på året med en form for sammenbrud. For at gøre en lang historie kort, så endte det med, at han blev udredt for ADD og Asperger syndrom. Han fik ordineret medicin til at hjælpe med ADD i november, og helt mirakuløst, så hjalp det nærmest med det samme. Efter en måned med vurdering af dosis af medicinen, er han nu helt kørt ind i det og han er så glad igen, for han kan nu koncentrere sig i skolen og fokusere på de ting, han skal lære uden at miste overblik eller interesse. For os er det et lille mirakel – han kan i den grad mærke forskel på, hvordan han har haft det de sidste år, og til hvad han pludselig kan nu.
Hans Asperger kommer til udtryk på det sociale. Han er ikke så god til sociale relationer og small talk – det kan jo nemt afhjælpes, når man som hans nærmeste forstår det og ham, og selv om det også før har været helt accepteret, at han trækker sig efter noget tid i socialt samvær, så er forståelsen for det nu helt med. Det er en kæmpe lettelse for os alle – ham selv inklusiv, at han nu har fået ord på alle de ting han har tumlet med i sit hoved og ikke kunne forstå.
Efter år uden meget aktivitet, er han så småt begyndt at klatre sammen med en ven han har. Det har han virkeligt fået interesse for og det passer helt ind i hans personlighed og har derfor været nemt for ham at vænne sig til.
Han bor stadig i sin lille lejlighed og nyder at have nemt til indkøb og universitetet (og vaskemaskinen hjemme hos os 😊)
Lotte:
Jeg er stadig ansat i Aalborg Lufthavn med alle de oplevelser det bringer med sig 😊 og rider stadig Cathrines hest, Saga 😊 – hvilket jeg stadig har stor fornøjelse med.
Ellers har det været et spændende rejseår!
I marts var jeg på Borneo med min veninde, Lisbeth. Det var en tur, som egentligt var planlagt som en gruppetur før Corona, mens om blev udsat og udsat. I efteråret 2022 blev den udsat på ubestemt tid pga manglende tilmelding. Jeg var imidlertid ”mentalt” forberedt på, at skulle jeg selv på den tur, så skulle det være nu (man bliver jo ikke yngre). Lisser havde heldigvis hele tiden været med på eventyret, så vi besluttede at vi lavede turen, bare for os to. Det betød, at jeg kunne planlægge den præcist, så den passede til os to og kunne finde de bedste oplevelser på Borneo til os på de 2 uger, vi skulle afsted. Formålet med turen var primært at finde ud af, om man overhovedet kunne bestige Borneos 2 højeste bjerge på 4 dage – Mt Trusmadi er ca 2600 moh og Mt Kinabalu er knapt 4100 moh. En lang historie kort – det kunne vi, og vi var utroligt heldige med vejr og alt hvad der ellers kunne komme i spil på sådan en tur. Ingen regn, ingen skader, intet mistet bagage, fantastiske guides og chauffører hele vejen. Så vi fik en oplevelse for livet ved at stå på to bjergtinder med 48 timers mellemrum og en masse trapper, trin, ufremkommelige stier og jungle klatring og grin og snakke undervejs. Turen efter bjergene var fortjent afslapning med dyrelivs-oplevelser på første parket og 3 dage til sidst i Kuala Lumpur med massage og lækker mad og hygge med lokale venner.
I april var det tid til at indløse fødselsdagsgaven fra veninderne fra Malaysia – en tur i Thyborøn på en puch maxi. Vi fik at vide at vi skulle have godt med tøj med for i Thyborøn blæser det, hvis ikke der stormer – så afsted med os heldigvis i tørvejr og måske kun blæst den dag? Vi ved det ikke for vi er ikke lokale, men blæste, det gjorde det. Det var en supersjov oplevelse – selvfølgelig pga vejret men også pga vores guide, som er lokal og fortalte den ene røver historie efter den anden undervejs, men som også fortalte om livet i den del af Danmark.
Ellers er året gået med at være til koncerter og en enkelt dag på festival og ellers se familie og venner rundt omkring. Pga mit arbejde i lufthavnen, som indebærer weekendarbejde hver anden weekend, kan vi godt mærke at det er sværere at nå at se alle dem vi gerne vil, da det jo oftest kan lade sig gøre i weekenderne – men vi prøver, så vid, at det ikke er lysten der mangler.
Erik
Erik arbejder stadig ved Skiold og i perioder indebærer det rejseaktivitet som bl.a. har ført ham til Vietnam (med lille stop i Malaysia, da Lisbeth og jeg var der), Frankrig, Spanien, Sverige, Polen mm. Der er stadig meget at lave, men han kører fortsat på. Cyklen har også været ude i år, dog ikke så meget som han gerne vil pga arbejde, men mon ikke der er et nytårsforsæt om det skjult i ærmet 😊ellers får vi spillet en del golf, når aftenernes vejr lokker.
Lotte og Erik
Da sommerferien kom, fandt Erik og jeg os selv i en ferie-situation, vi ikke har været i i over 20 år – nemlig at vi bare var os to til at holde ferie sammen 😊 – vemodigt men også spændende på samme tid.
Vi endte med at pakke taskerne og cyklerne i bilen og køre sydpå mod Annecy i Frankrig. Her lejede vi en lejlighed en lille uge og udforskede området på cyklen og vandrede i bjergene (for en dansker i hvert fald) i det fantastisk smukke område. Omkring selve Annecy søen er der lavet en cykelrute på 37 km – her kommer ingen biler og den er forholdsvis flad. Erik kunne få sin lyst til bakker styret på et mindre bjerg lige på ruten, så det prøvede han kræfter med, og i andet forsøg kom helt op på. Annecy overraskede virkeligt positivt på alle måder – både natur og hygge samlet et sted. Vi nød ikke at have planer og bare tage dagene som de kom. Fra Annecy kørte vi videre ned i syd-Frankrig for at besøge vores schweiziske venner, som vi ikke har set meget siden vi skiltes i Ipoh for mange år siden, men som vi stadig har kontakt med. De har et – fandt vi ud af – fantastisk sommerhus eller sommersted vil jeg nok mere kalde de langt ude i fantastisk natur i et område der hedder Orgnac-l'Aven. Mega skønt at se dem igen og se det hus, de har snakket om siden vi mødte dem i Ipoh i 2004. der var store træer til at give skygge ved poolen og sidste år havde de anlagt en rigtig petangue bane også – et dejligt afslappende møde igen. Vi var også ude og se området, som på alle måder bare var smukt og fascinerende. Det bedste er at følges med lokale, de kender vejen til de små steder, hvor turisterne ikke så nemt finder hen.
Herfra kørte vi mod Alba, hvor vi besøgte vores naboer, som har hus der. På vejen gjorde vi stop et par nætter ved Gorges du Verdon – Europas svar på Grand Canyon. Her nød vi et par dage med cykling, lejede elbåde og sejlede ind i kløfterne og nød naturen. Vi fandt et lille hyggeligt bed-and-breakfast sted og fik gode lokale tips af ejeren til både cykling og turen over til Alba.
I Alba boede vi nogle nætter hos vores naboer, og Erik fik igen stillet sin lyst til at cykle med vores nabo, som tog ham med ud på nogle lange, hårde cykelture i området, som på ingen måde er fladt 😊 jeg fik set området på gåben med naboen også, og det er et virkeligt charmerende område, de har fundet hus i og mega lækker ombygning af huset også.
I efteråret slog vi til da SAS startede en rute direkte fra Aalborg til New York og tog en forlænget weekend i New York for Eriks bonus points som snart udløb. Ingen af os har været der, så det var stort for os at have 3 hele dage til at udforske byen (eller Manhattan, som vi jo nærmest kun nåede). Vi fik gået massevis af skridt/kilometer og vi var utroligt heldige med vejret. På listen over ting vi nåede er Ground Zero, Statue of Liberty, Brooklyn Bridge, Highline, Chicago musical, Times Square, Central park på cykler mm – vi sov godt på flyet hjem 😊
I efterårsferien havde vi fundet billige billetter til Malaysia – dog uden Christian, som ikke ville med. Et hold venner, som vi kender tilbage fra tiden i Malaysia tog med og vi havde en fantastisk uge med dykning og hygge på Redang (vores andet hjem) og gensyn med kendte steder og restauranter og butikker i Kuala Lumpur. Eneste minus ved det er, at man vil tilbage….. 😉
Julen har vi holdt med familien – Eriks familie den 23 december og Lottes familie den 24 december – ud over det, har Lotte arbejdet nogle at dagene – for flyene flyver jo endnu, og folk vil på ferie, så det står ikke stille.
Nytårsaften holder vi hunde herhjemme 😊 – de synes ikke raketter er det sjoveste, så vi bliver hjemme og passer på dem og beroliger dem så meget som de nu kan beroliges. Mindy er efterhånden 13,5 år og kan næsten ikke høre, så hun er ikke så påvirket af det hele som Molly – som i forvejen har haft en hård start på livet. Hun kan næsten ikke være i det – men hun har trods alt overlevet kinesisk nytår i Malaysia 4 gange, så der findes værre aftener end den 31. december 😊
Med disse ord vil vi ønske alle en glædelig og fredfyldt jul og en godt og lykkebringende nytår!
De bedste hilsner
Familien P
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes