Hilsen nr 43
Bedre sent end aldrig ….
Så fløj året afsted og endda hen over julen, så derfor bliver min hilsen lidt sen denne gang.
Vi starter med det gode – alle har det godt og er ved godt helbred. Året har budt på mange dejlige timer i selskab med familie og venner, og ikke mindst lidt rejser her og der.
I februar var vi nogle dage i Østrig for at stå på ski og mindes tidligere ture med sjov og sne og ski. I april besøgte jeg en god, gammel (ikke i alder 😉) veninde i Norge – og hendes mand – i en forlænget weekend. Vi kender hinanden fra Malaysia og har ikke set hinanden siden før Corona, så det var en dejligt gensyn og rart at have tid sammen. Sommerferien holdt Erik og jeg sammen, da begge børn nu har egne planer og ikke vil køre Europa tyndt med forældrene. Vi var en tur på Korsika med gode venner, hvor vi fik cyklet, gået, raflet, hygget og sludret. Herfra tog vi videre til vores naboer, som har et hus i Italien, hvor vi også var forbi sidste år – her fik Erik cyklet med naboen rundt i Piemontes ”bakker” i den dejlige varme og jeg blev vist rundt på gåben, hvilket altid er dejligt, der hvor de har hus. Sidste del af vores ferie gik ved Gardasøen, som vi har været ved for en del år siden – denne gang var det dog på en anden måde, da vi lejede el-mountain bikes, og så kunne jeg pludselig også være med. På den måde ser man området på en hel anden måde. Vi fik også vandret en lang tur i området omkring Gardasøens højeste punkt, det skaldede bjerg.
I september havde jeg inviteret Cat på en pigetur til Vietnam for at komme ud og vandre i Sapa, Nordvietnam, og se nogle af de steder, hvor jeg gennem årene har solgt rejser til, men stadig mangler selv at se. Vi skulle vandre i 3 dage, videre til Halong Bay og sejle og nyde den smukke bugt og så en tur omkring Hoi An, hvor hun har været, men ikke kunne huske og så slutte af med 3 dage i Kuala Lumpur (man skal vel hjem, når man er på de kanter😊). Det blev en lidt anden tur end planlagt, da Nordvietnam blev ramt af en tyfon netop, som vi ankom – vi var heldige og undgik at være midt i ”orkanens” øje, men vi mærkede de yderste kanter af tyfonen ved at området vi var i blev ramt af regn og regn og regn og regn. Det regnede uafbrudt de første 3-4 dage og området blev ramt af jordskred, så vores trekking tur måtte afkortes og vi kom ikke ud på de stier, vi skulle have været på, da alt sejlede væk – vores tur blev afkortet, men vi kom på alternative ture i form af lokale motorcykler, som fik os frem, hvor biler ikke kunne mm. Vi fik utroligt meget hjælp af det hotel, vi boede på og endte med at måtte købe os til privat transport væk fra Sapa og tilbage til Hanoi, da både tog og bus blev aflyst i flere dage, så vi måtte vælge enten at køre væk privat eller blive i området på ubestemt tid. Tilbage i Hanoi endte vi med at aflyse turen til Halong Bay bare for at komme væk fra regn – og Hanoi var fuld af væltede træer og oversvømmelser. Trist og fascinerende på samme tid. Vi tog til Hue i stedet for og fik lidt varme og kultur inden vi sluttede vietnam af i Hoi An, hvor vi bare hyggede og nød den skønne lille by.
Kuala Lumpur er jo KL – og den kender vi og det føles dejligt at besøge steder, som vi kender og bare nyde at være i varmen igen.
Konklusion: vi fik en tur, vi ikke havde planlagt, men som vi heller ikke får igen – vi tager tilbage en anden gang og tager den tur, vi skulle have været på 😊
Den største grund til at vores årlige hilsen ikke kom ud inden eller i julen var nok, at vi holdt julen i Østrig med Eriks side af familien. Christian valgte desværre ikke at tage med, han har sine grunde, som vi selvfølgelig respekterer og når man ved, at han er, hvor han gerne vil være, så er det lidt nemmere at acceptere.
Vi havde nogle dejlige dage – nogle med sne og nogle med sol og fik stået en masse på ski. Juleaften blev hyggelig og vi fik lavet maden – åbnet dåser uden dåseåbner og pisket fløde uden piskeris.
Hjemme igen den 26 tidlig morgen nåede vi julefrokost med min familie også.
Nytåret blev fejret med naboerne og nogle af deres venner, som de holder med hvert år.
Af mindre sjove oplevelser i år må nævnes, at vi sagde farvel til vores to hunde, Mindy og Molly. Pyha, det var en hård dag – og tid derefter. Mindy blev næsten 14 og kroppen kunne ikke mere. Mollys krop kunne nok have taget lidt flere år, men hendes skrøbelige sind ville ikke kunne klare at være alene og at introducere en ny hund virkede heller ikke som en god løsning for hende. Selv dyrlægen havde sagt, at man ikke skal undervurdere psykisk sygdom ved hunde. Hendes separationsangst ville medføre epileptiske anfald – nogle hun har haft gennem årene og nogle af dem var ret voldsomme. Her har hun lænet sig op ad Mindy, hvis vi ikke har været i nærheden, og at stå alene ville ikke være værdigt for hende. Så en meget tung men rigtig beslutning. Når det nu skulle være, så var det en fin afslutning på to lange liv – stille og roligt og vi begravede dem i baghaven, så der ligger de nu. Mange gode minder, men der var ingen grund til at trække den længere – for det ville ikke være for deres skyld, og det var synd.
Så nu er vi gået over til at passe hunde, hvis nogle har behov og det passer for os – vi har foreløbigt passet en, og det gik fint – når man i flere år har gået korte, stille ture, så er det sjovt at komme ud og gå igen med en hund, som elsker at gå som Mindy gjorde i sine unge dage.
Cathrine:
Cathrines højdepunkt i år må være at afslutte 3.g og blive student. Der gik det meste af 3 måneder med eksamenslæsning, eksamen, afslutning og efterfølgende fejring med studenter kørsel, studenter gilde her i haven osv. Man skal love for, at de fester igennem – hun var afsted til 1 eller 2 fester om dagen i nærmest en måned efter eksamen og dimission. Ved deres dimission holdt hun elevtalen, da hun var afgående formand for elevrådet. Utroligt flot, da hun holdt talen foran en sal fyldt med alle studenter og deres familier – i hvert fald over 1000 personer.
Nu tager hun sig nogle velfortjente sabbat år og lige pt arbejder hun nærmest fuldtid på Starbucks, men til februar tager hun med en veninde til New Zealand og Australien og Bali i over 2,5 måned – det bliver så spændende for dem – man er jo slet ikke misundelig. Hvad livet bringer derefter er ikke til at vide, men der er jo så uendeligt mange muligheder, så mon ikke der kommer flere eventyr i rygsækken.
Christian:
Christian har nu læst 2,5 år på universitetet. Han læser Medialogi, og der må jeg nok erkende, at jeg ikke rigtigt ved, hvad det er – men det er noget med AI, Virtual Reality og en masse andet, som han synes er superspændende. Efter han blev udredt sidste år og fået balance i sit hoved med medicin, så har han haft så meget nemmere ved at fokusere og nyde at gå på universitetet. Han er kommet i nogle gode grupper, hvor han prøver for første gang at opleve universitet livet, som det tilbydes her i Aalborg – at man arbejder sammen og løser en opgave. Det har ændret hans liv at blive udredt og få medicin – han får så meget mere ud af at lære og lave opgaver. Han er også blevet tilkendt handikap SU, hvilket er muligt når man bliver udredt og har en permanent diagnose. Det betyder, at han får ekstra økonomisk støtte, så han kan klare hverdagen og studiet uden pres om at have et job ved siden af for at få økonomien til at hænge sammen.
Lotte:
Det vildeste der er sket for mig i år, er nok, at jeg har skiftet arbejde. Jeg troede, jeg skulle være i lufthavnen resten af mit (arbejds)liv, men sådan skulle det ikke være, da der pludselig dukkede en mulighed op for at blive projektkoordinator i et firma, som sender specialister ud på opgaver i hele verden. Det betød farvel til skiftende arbejdstider, weekendarbejde hver anden weekend – men også fridage i ugedagene. Jeg arbejder nu fuldtid fra 8 til 16 mandag til fredag – men du milde hvor jeg nyder at have fri i weekenderne og om aftenen. Der er et virkeligt godt arbejdsmiljø i firmaet og ejerne vil virkeligt alle os ansatte det bedste, det er en fornøjelse at prøve. Min største frygt ved at skifte var, at jeg var bange for, at hver dag bliver det samme – det var det jeg holdt mest af i lufthavnen, at man aldrig vidste hvad man mødte ind til. Det lovede de, at det heller ikke ville her – og det må man sige at det har holdt. Jeg har fået kamp til stregen i massevis af forskellige opgaver. Lige pt. har jeg ansvar for supervisors i Brasilien, Ukraine, Iran, Marokko, Frankrig og Danmark – man kommer lidt rundt på den måde…
Erik:
Erik har knoklet derudaf med sit arbjede – næsten for meget vil nogen sige. Han har været både i Vietnam, Frankrig, Sverige mm. Firmaet er sat til salg – det vidste vi fra starten af – og for at gøre det attraktivt for salg, så skærer man ned og laver om. Desværre, så har det betydet, at her i december blev han opsagt og må nu ud og kigge efter nye udfordringer igen. Med alle de timer han har lagt i det – uden egentlig belønning, så er det nok for det bedste, og nu må vi se, hvad der åbner sig af muligheder i 2025. Han er underligt nok ikke fritstillet, så han er stadig afsted for at afslutte sine opgaver.
Vi har dog fået spillet en del mere golf sammen i år pga mit nye job og begge har haft aftenerne fri – jeg har cyklet en lille smule, Erik en del mere – og nu tænker han den skal have en skalle i det nye år. Vi har stadig vores hest, og der går også tid med hende (det er så Lotte der bruger mest tid med hende, ikke rigtigt Erik 😊)
Vi håber alle har det godt, og ville elske at høre, hvordan det går – hvem ved, måske 2025 er året, hvor vi ses igen 😊
Med det vil vi ønske alle en forsinket glædelig jul og et lykkebringende nytår! Vi håber, I havde en dejlig jul og at det nye år bringer en masse godt med sig.
De bedste hilsner
Fam P
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes